Ad lysende stier

- Rejser i Peru

Læs Hjalte Tins fantastiske anmeldelse i Politiken ved at klikke på artiklen.

Hjalte Tin i Politiken
"... og jeg kan vældig godt lide, at Hans Erik formår at kombinere en robust mangel på sentimentalitet med respekt for indianerne." "Vi har brug for bøger som Hans Erik Rasmussens."

Her under fagbladet Skolebibliotekarens anmeldelse af bogen.

NY PRIS fra 15. juni: kr. 100,-
23 portrætfotos, 6 kort
292 sider
Køb hos boghandler eller ved at sætte kr. 120- ind på:
konto i Danske Bank 0575-4407211871
Bog kr. 100,- + porto kr. 20,- = kr. 120,-
Skriv også en Opens window for sending emailmail med navn og adresse

Bogens fem dele skildrer hver sin rejse:

Første rejse handler om en vandretur en augustdag over en mindre bjergryg, og mødet med Mario - bogens gennemgående person.

Anden rejse beskriver en rejse med heste og lamaer til Amazonflodens fødsel. Vi møder mennesker i Cuzco- og Arequipadepartementernes afkroge. Turen slutter i Colcakløften.

Tredje rejse handler om en historisk og en nulevende stærk kvinde, samt et besøg i en kirke, hvor de indianske oprørere i 1780 vandt en ”brændende” sejr over kolonisterne.

Fjerde rejse fører os ind i hjertet af Den lysende Stis aktionsområde og beskriver et besøg i den landsby, hvor Felipe Guaman Poma de Ayala skrev ”Inkakrøniken”.

Femte rejse skildrer en vandring ad Inkastien til Machu Picchu og en tur til Vilcabambabjergene sammen med min otteårige datter Klara.

Titlen Ad lysende stier antyder, at bogen beskriver rejser ad veje og stier de steder i Peru, hvor Den Lysende Sti opererede. Titlen referer også til de oplevelser undervejs, som har gjort mig klogere – oplyst mig. Mit håb er, at bogen også vil inspirere læserne til selv at opsøge eventyret i Peru.

Billeder til bogen

Med hest og lama til Amazonflodens fødsel

På rejsen til Amazonflodens fødsel rejste jeg sammen  - fra højre mod venstre - Dirch, Florencio, Juvenal og Anita.

På side 108 i bogen ser I et portrætfoto af denne pige. Her er originalbilledet, hvor hun har en dukke på ryggen - hvid selvfølgelig. Det giver status.

Ana Maria forlader bjerget

Ana Maria få minutter før hun begynder vandringen ned fra højlandet, hvor hun hidtil har boet. Samme aften begyndte hun et moderne liv i Cuzco.

Hængebroen ved Huinchiri.

Gennem den lysende stis land

I erobrernes fodspor

Calle og jeg har netop hyret en bil for at komme til Limatambo. Nu har chaufføren råd til at få lappet det penkterede dæk.

På denne bakke kæmpede den spanske erobringshær et af sine store slag mod inkaernes hær. Inkahæren var ved at vinde, men i sidste øjeblik fik spanierne forstærkning.

Turen til Choquequirao

Calle rider ud af Cachora. Vi har besluttet at ride ud til kanten af Apuramackløften for at overnatte - men endnu ikke besluttet at ride helt til inkabyen Choquequirao.

Fester i Apurimac

Til søndagsmarked i Andahuaylas. Markedet er organiseret, så dyr handles i ét område, madvarer i et andet, tøj og købmandsvarer i et tredje ...

Frugt- og grøntafdelingen på søndagsmarkedet i Andahuaylas.

En statue på plazaen i Andahuaylas illustrerer Blodets Fest, hvor en kondor, inkaernes hellige fugl, bindes på nakken af en tyr - et dyr indført af spanierne. Dyrenes kamp er et billede på indianernes kamp mod erobrerne.

Verdensbankmanden og terroristen

Under Den Lysende Stis terror var Ayacucho farlig at opholde sig i som udlænding. I dag er kanonfotograferne de eneste, der skyder med skarpt.

Den nu fængslede, tidligere leder af Den Lysende Sti, Abimael Guzman, vises frem i fængslet i Lima.

Gade i udkanten af Ayacucho. Herfra tog vi bussen ned gennem departementet.

Kineseren og krøblingen

Inkakongen Pachacutec står majestætisk på plazaen i Vilcashuamán. I baggrunden kolonitidens kirke bygget på inkaernes tempel.

Jeg sidder på stentronen oven på pyramiden i Vilcashuamán.

I Accomarca byggede militæret dette fort oven for byen, da de havde nedslagtet mange af byens beboere under kampen mod Den Lysende Sti.

Vi var Pisthaco'er

I Independencia sov vi på gulvet i borgmesterens restaurant.

Om morgenen uden for borgmesteren og hendes mands hus. De lokale fygtede, at vi var pisthca'er og turde ikke at leje os pakæsler.

Inden Independencia blev flyttet op ad bjergsiden til vejen, var dette landsbyboernes kirke.

Charmøren og inkakronikøren

Denne "kvinde" kyssede mig til det store publikums ubetingede jubel.

Jeg skriver i min dagbog i det hus, hvor Felipe Guaman Poma de Ayala boede.

På plazaen i Sondondo, hvor Felipe Guaman Poma de Ayala. De lokale jeg talte med, vidste ikke, at kronikørens originale håndskrift befinder sig i Danmark.

I vandets tegn

Sammen med min kammerat Claus Kjærby kører vi gennem Paracasørkenen - og stoppes her af en sanddrive.

Fantastiske fiskeretter er Stillehavskystens største attraktion.

Årets rejse sluttede med at Calle og jeg sejlede i foskano på Cañetefloden syd for Lima.

I de sidste inkaers fodspor

Med min datter på Inkastien

Frokostpause på Inkastien. Bærerne har varmet vand til at vaske hænder i. Vi har hver en vandbalje, hver et stykke sæbe og hvert et håndklæde.

Vi er på vej op mod Inkastiens første pas. Klara kom hurtigt forrest i gruppen.

Klara og jeg på Inkastiens andet pas. Vilcabambabjergene ses i baggrunden.

Sidste dag på Inkastien. Nedstigningen fra tredje pas går ad over tusind trapper anlagt af inkaerne.

Vintersolhverv på Machu Picchu

Inkabyen Machu Picchu som vi nåede efter fire dages vandring. byen blev sandsynligvis bygget af inkaen Pachacutec som "ferieresort".

Solstenen Intihuatana kaster sammen med en mindre sten de skygger, der ved vintersolhverv d. 21. juni former en trekantet solplet over et øje.

Dette billede er taget d. 22. juni. Dagen før lå øjet nøjagtigt midt i trekanten. Udhugningen i stenen er lavet for mere end 500 år siden. Samspillet mellem sten og solens placering denne dato har ikke ændret sig væsentligt.

Med Manco Inca til Vilcabamba

Vejen ned fra Málaga-passet var spærret af tungt lastede lastbiler, der ikke kunne trække op ad den isede vej.

Templet Ñusta Ispana betyder "Jomfruen der tisser" fortalte min ven Mario. Her står jeg på templets hellige sten.

Vi forlader Vilcabambabjergene for denne gang - men stoppes af en modkørende lastbil den den smalle vej. Passagerer på ladet, ingen bremser og bjergveje er en skønsom peruansk blanding.