Peru april 2009
Rejseleder på "Kulturtur"
Tre intense uger hvor jeg viste en gruppe turister de steder jeg selv holder meget af i det sydlige Peru. Vi besøgte både de traditionelle seværdigheder og de steder, som jeg har personlig kontakt til.
Herunder er det rejsebrev, som jeg sendte hjem til familie og venner:
Kære alle
Et lag græs på gulvet agerer gulvtæppe, et stearinlys sender mørket ud i rummets hjørner, og syv tæpper oven på hinanden vil sørge for, at jeg ikke fryser i nat. Jeg er på øen Taquile i Titicacasøen, hvor vi bor privat hos indianske familier. Vi har netop haft fest med vores værtsfamilier. Både de og vi var klædt i øboernes traditionelle dragter, som man stadig bærer. Dans til musik fra mandolin og guitar sluttede aftenen. I løbet af dagen så vi hvordan de plantefarver garnet til deres ponchoer, vi så dem væve og vi så hvordan de dyrker kartofler, quinua, bønner og majs med håndkraft på terrasserne. Endnu en dag er gået. Mælkevejen er rullet ud og Sydkorset er sat over Titicacasøen.
Hvorfor gør de sådan? Hvad bruger de det til? Mine otte oplevelseshungrende og videbegærlige kulturturister spørger og sørger for, at jeg ser Peru fra nye sider og selv bliver klogere.
I landsbyen hvor jeg i 1997 skrev børnebogen Franklin fra Peru opholdt vi os et par dage hos mine venner Mario og Mario og deres familier. Fire kvinder vartede os op og de to mænd gjorde os selskab. Vi besøgte skolen i byen, hvor to mænd i vores gruppe til drengenes store glæde stillede op som målmænd. Skolelederen improviserede et møde mellem os, elever og lærere, hvor han og jeg holdt tale. Uden at have planlagt det, sluttede jeg med at love, at jeg vil oversætte bogen til spansk. Mario vil arbejde på at få den udgivet i Cuzco, så landsbybørnene her i det sydlige Peru kan bruge bogen som læsebog. Skolen modtager ikke penge til indkøb af undervisningsmidler, så i gruppen samlede vi ind. Jeg hældte ekstra i kassen, og vi kunne overrække midler nok til at de kan købe den kopimaskine de har drømt om i flere år.
Tre i gruppen havde på formødet udtrykt ønske om en vandretur. Sammen med en 12-åring pige som stifinder vandrere vi over højlandet bag Marios landsby. Pigen kendte ikke den sidste del af turen. Jeg gik turen i 1997, men huskede den som kortere end den var. Vi startede i 3385 meters højde, kom over et pas i 4710 meters højde og sluttede i 4050 meters højde. 15 kilometer på 11½ time. Også i det små vandrer gruppen mere end de har regnet med. De hár erfaret hvordan virkeligheden er, når jeg siger ”ikke ret langt” og ”lige lidt frem, over en bakke og en smule til venstre”. Men vil man ud i bjergene hvor peruanerne dyrker jorden og vogter deres dyr, må man gå. Det gør vi så, i lidt højere grad end de havde ventet.
Det sydlige Perus største marked, hvor jeg i 1998 købte heste til rideturen langs den øvre Amazonflod, var som altid imponerende. Tusindvis af tyre og køer, æsler, heste og muldyr. Gader og pladser fulde af boder med husgeråd, købmandsvarer, tøj og grøntsager fra egnens små gårde.
Inkabyen Machu Picchu var et af de første steder vi besøgte, da vi kom for snart to uger siden. Ruinbyen bød os velkommen med silende regn og tæt tåge for straks at slå over i sol. Sådan har både vejrguder og lokalbefolkning været med os. Peru har igen vist sig fra sin mest imødekommende side, og givet os oplevelser fra sit overflødighedshorn af gæstfrie mennesker, historiske steder og imponerende natur.
Den danske udviklingsorganisation Axis hjælper befolkningen her på Taquile med at opbygge et bureau, så de selv kan arrangere ophold for turister hos familier på øen. Lige nu er de i lommen på bureauer inde på fastlandet, der underbetaler dem, og kun lader turisterne være få timer på øen. Øboerne vil rigtig gerne, at turister bliver flere dage, så de virkelig får indblik i deres hverdagsliv og traditionsrige kultur. Jeg og mine otte medrejsende har været deres første gruppe. Vi har fået store oplevelser og lettere primitiv indkvartering. De har fået nyttige erfaringer, og jeg har lovet af skrive en evaluering, når jeg kommer hjem.
I morgen sejler vi tilbage over Titicacasøen til fastlandet hvor jeg sender denne mail. Jeg håber I alle nyder det danske forår.
