- Vores lejr ved en bebyggelse i bjergene.
Peru maj 2009
Rejseleder for vildmarkslinien på Haslev Udvidede Højskole
Tre uger med to vandreture. Først otte dage gennem hjertet af Vilcabambabjergene, og dernæst en todages tur over højlandet bag den landsby, hvor jeg i 1997 skrev børnebogen "Franklin fra Peru".
Herunder er det rejsebrev jeg sendte jeg til familie og venner:
Kære alle
Vandrere med slidte støvler og støvede rygsække skridter målbevidst mod deres hoteller. Luksusturister fotograferer kvinder og børn i vævet poncho, strikhue og lama i snor. Turistpolitibetjente i grønne, nypressede uniformer med pistol i hvidt, blankpudset etui står vagt ved græsset, der ikke må betrædes. Tomme taxier cirkulerer om pladsen i jagten på kunder. Toetages koloniale bygninger med arkader og balkoner omkranser Plaza de Armas – Våbenpladsen, den centrale plaza i Cuzco. Jeg sidder på balkonen på min stamcafé Trotamundos og drikker dagens første dobbelte espresso med udsigt ned over den plads, der har været hjemsted for flere mord. Jeg har overværet det ene. I 1572 hængte de spanske erobrere Tupac Amaru, den sidste inka, efter at have jagtet og desværre også fanget ham ude i Vilcabambabjergene, som jeg netop har vandret igennem sammen med min ven Jørgen Villadsen og hans ni elever på vildmarkslinien på Haslev Udvidede Højskole.
På vandreturen havde vi 22 ride- og pakdyr, en kok, syv hjælpere og 24-årige Christian, der for havde hyret mænd og muldyr til den godt 100 kilometer lange rute, som vi vandrede på seks dage. En ekstremernes tur. Normalt vandrer vi turen på otte dage, men på grund af tidspres havde vi slået to dagsetaper sammen, og besluttet at vandre turen på syv. På andendagen blev syv af de ni elever imidlertid syge med opkast og diarré forårsaget af enten uvaskede tomater eller en dårlig kylling. Det betød, at vi på terrasserne ved en inkaby med udsigt over den øvre Amazonflod måtte tage en overliggerdag for at pleje de syge. Dagen hentede vi ved sidst på ruten endnu engang at slå to dagsetaper sammen til en, og i løbet af 33 kilometer vandre og ride 1.100 højdemeter op og 2.200 højdemeter ned fra syv om morgenen til halv seks om eftermiddagen. Vejrmæssigt var dagen også ekstrem. Morgenen var tåget og formiddagen solrig. Ved middagstid vandrede vi i snestorm og frost over et pas i 4.645 meters højde. Om eftermiddag silede regnen ned, så stort set alt tøj og udstyr blev gennemblødt.
Lige overfor mig på den modsatte side af plazaen ligger katedralen. Kirkens vigtigste religiøse maleri fra kolonitiden er Den sidste Nadver, hvor Jesus spiser stegt marsvin. I kolonitidens Cuzco malede indianske kunstnere elementer fra deres egen verden ind i kristne motiver. Selv skal vi spise stegt marsvin ude i landsbyen hos min gamle ven Mario i morgen.
I 1781 henrettede kolonisterne rebellen Tupac Amaru II her på plazaen. Et par år forinden havde han og hans indianske bondehær under en messe spærret nogle og halvfjerds spanske kolonister inde i en kirke. Inden kolonisterne blev brændt i helvedes flammer, nåede de også at brænde ihjel på den jord, hvor de havde udført deres ugerninger mod de forarmede, indianske bønder. Rebellerne satte nemlig ild til kirken midt under messen i landsbyen Sangarara, hvor vi på tirsdag skal slutte vores næste vandretur, når vi fra Marios landsby har vandret op over lamaernes højland.
Sommeren ’97 var jeg til stede, da borgmesteren tog livet af plazaens gamle, krogede, indfødte træer. I byrådet kunne han ikke få tilslutning til sin plan om renovering af plazaen, og han satte i stedet sin ven entreprenøren til bulldoze træerne. Vrede vælgere, der til det efterfølgende valg satte deres kryds ved modkandidaten, klyngede en dukke forstillende borgmesteren op i et af de få tilbageværende træer. Den meget vellignende, dinglende dukke nåede borgmesteren dog ikke selv at se, da han skyndsomt rejste på ferie.
I går og i dag har mine ben holdt hviledag efter den vandretur, der var noget nær fuldbyrdet mord på min dårlige fysiske form. Allerede på anden vandredag spændte jeg min livrem et hul ind, og fem dage senere gav jeg remmen endnu et hul – det sidste, inden det er nødvendigt med hultang. Blodet er spækket med røde blodlegemer, så kroppen kan optage mest mulig ilt her i den tynde luft. Jeg har lovet mig, at når jeg kommer hjem til Førslev, vil jeg en halv time hver dag skifte kontorstolen ud med løbesko og erstatte ostemadder og oksekød med salat og sild. Gad vide hvor længe jeg kan holde fortsættet denne gang?
Klokken er nu seks om eftermiddagen og mørket har sænket sig over plazaen, hvor turister og lokale sidder side om side på bænkene. Omgivet af mørke lyser Kristusfiguren skinnende hvidt på en bakke over byen. At den otte meter høje kopi af Kristusfiguren i Rio de Janeiro er en gave til Cuzco fra byens arabiske koloni, vidner om, at harmoni mellem mennesker kan herske, hvis viljen er til stede.
